Jeg kunne nemlig ikke komme ind på drømmestudiet – så jeg rejste til Afrika

Jeg blev student uden en plan

Da jeg blev student, glædede jeg mig til den frihed, der fulgte med.

Men ret hurtigt blev friheden blandet med et spørgsmål, jeg blev stillet igen og igen: “Hvad skal du så?”

Og sandheden var, at jeg ikke vidste det.

Jeg kunne ikke komme ind på det studie, jeg havde drømt om, og pludselig føltes det, som om jeg skulle træffe et valg, der skulle definere resten af mit liv. Men hvordan skulle jeg vide, hvad jeg ville med resten af mit liv, når jeg knap nok vidste, hvad jeg ville med det næste?

Jeg havde brug for at komme væk. Væk fra karakterer, forventninger og alle de rigtige svar.

Men jeg havde én anden drøm: Afrika. Så jeg pakkede min kuffert og rejste til Tanzania.

Det var ikke savannen, der væltede mig af stolen

Jeg blev selvfølgelig fascineret af det hele. Dyrene på savannen. Bananplantagerne. De hvide sandstrande. Det turkisblå hav.

Men det var faktisk ikke det, der gjorde størst indtryk på mig.

Det var menneskene.

Jeg blev mødt af mennesker, som fik mig til at føle mig som en del af familien, selvom jeg lige havde mødt dem. Mennesker, som inviterede mig indenfor og delte, hvad de havde, selv når de ikke havde ret meget.

De lærte mig noget, jeg ikke vidste, jeg havde brug for at lære: At man ikke behøver bekymre sig om alting på forhånd. At man ikke altid behøver have travlt. Og at det hele nok skal gå.

Et sted mellem palmerne og mødet med en kultur, der var så anderledes end den danske, begyndte jeg stille og roligt at finde mig selv.

Det var ikke savannen, der væltede mig af stolen

Jeg rejste videre og oplevede flere fantastiske steder i Østafrika – blandt andet Uganda, Kenya og Malawi.

Men jeg er selv opvokset på en lille ø i det knap så eksotiske Sønderjylland, og måske er det derfor, lyden af bølger altid har føltes lidt som hjemme.

Og én lille tropisk ø fik en helt særlig plads i mit hjerte: Zanzibar. For Zanzibar havde lidt af det hele.

Kultur, historie, natur og lokalliv. Men også en finger på pulsen. Du kunne gå fra en rolig landsby til en strandbar, fra en lokal markedsplads til turkisblåt hav – og stadig føle, at øen havde sin egen identitet.

Det var ikke bare et sted, jeg gerne ville besøge. Det var et sted, jeg havde lyst til at blive ved med at vende tilbage til.

Nogle mente, jeg spildte tiden

Der var mennesker, som syntes, at jeg spildte tiden ved at rejse.

Men ironisk nok var det måske netop, da jeg spildte min tid lidt, og ikke havde så travlt, at jeg begyndte at finde ud af, hvem Amalie var.

Tempoet på Zanzibar var helt anderledes end det, jeg kendte hjemmefra. Her kunne man ikke altid skynde på tingene. En aftale kunne starte lidt senere. Strømmen kunne forsvinde. Planer kunne ændre sig.

Og ja – nogle gange var det frustrerende. Men jeg lærte også, at man ikke altid kan planlægge sig til det rigtige liv. Jeg fandt ud af, at man aldrig helt kan vælge “rigtigt”, fordi ens drømme også er i bevægelse.

Jeg behøvede ikke have hele mit liv planlagt. Jeg behøvede ikke vide, hvad jeg skulle være som 21-årig. Jeg måtte godt bare være mig og finde ud af resten undervejs.

Jeg rejste hjem – men Zanzibar blev hos mig

Efter mit første eventyr på Zanzibar rejste jeg hjem. Jeg blev tandplejer. Jeg blev mor. Men undervejs blev jeg ved med at rejse tilbage til Afrika. Og især til den lille tropiske ø, der havde sat sig fast i mit hjerte.

For Zanzibar havde på en eller anden måde det hele. Kridhvide strande, turkisblåt hav, et helt andet tempo og en fantastisk kultur. Og ikke mindst mennesker, jeg gennem årene kom til at holde utrolig meget af.

Og det er derfor, ZanzibarEventyr findes

Det er egentlig hele grunden til, at jeg har startet ZanzibarEventyr.

Jeg vil selvfølgelig gerne give dig seks uger fyldt med oplevelser og forhåbentlig en masse nye venner.

Men jeg håber, du får noget mere med hjem.

Måske får du mere mod på at vælge din egen vej.
Måske bliver du klogere på, hvad du gerne vil studere.
Måske opdager du, at den uddannelse, du havde forestillet dig, slet ikke er den rigtige.
Måske finder du ud af, at du gerne vil arbejde med mennesker, rejser, kultur eller noget helt andet.

Jeg tror ikke, at et sabbatår skal være et år, hvor du skal finde alle svarene. Men det kan være et år, hvor du får ro nok til at stille dig selv nogle nye spørgsmål.

Ikke fra et studievejlederkontor. Men fra en lille ø i Afrika.